Varige skattelettelser og tilskud bliver en sovepude
28. januar 2026
Varige skattelettelser og tilskud hæmmer innovation og udvikling
I den politiske debat fremhæves skattelettelser og statslige støtteordninger ofte som drivkraften for vækst, investeringer og arbejdspladser. Men et stigende antal analyser peger på, at når støtteordninger bliver permanente, kan de få den stik modsatte effekt: De svækker konkurrenceevnen, udskyder nødvendige omstillinger og hæmmer innovation.
Det gælder både for generelle selskabsskattelettelser og for sektorspecifikke tilskud – eksempelvis de varige store skattelettelser til den danske rederibranche.
1. Permanente lempelser svækker incitamentet til innovation
Flere studier viser, at når støtteordninger er varige, reducerer virksomheder deres investeringer i innovation og produktivitetsforbedringer, fordi presset for at forbedre sig mindskes.
OECD peger på, at subsidier, der ikke er tidsbegrænsede, ofte fører til lavere innovationsaktivitet, fordi virksomheder vænner sig til driftsstøtten i stedet for at udvikle nye teknologier (OECD, Science, Technology and Innovation Outlook, 2021).
IMF viser, at permanente skattelettelser har meget mindre effekt på investeringer end midlertidige, netop fordi virksomheder indregner dem som given struktur (IMF Fiscal Monitor, 2020).
Når risikoen forsvinder, forsvinder ofte også motivationen.
2. Støtteordninger skaber "zombievirksomheder"
En af de mest veldokumenterede konsekvenser af varige tilskud er fremkomsten af såkaldte zombievirksomheder – virksomheder, der overlever, selv om de ikke er konkurrencedygtige.
OECD dokumenterer, at zombiefirmaer bremser produktivitetsvæksten i hele sektorer, fordi de optager kapital og arbejdskraft, som mere innovative virksomheder kunne bruge (OECD Economic Policy Paper No. 21, 2017).
Når staten holder hånden under virksomheder, der burde tvinges til at forny sig eller forsvinde, bremses markedsdynamikken.
Det samme er påpeget af de Økonomiske Råd ved flere lejligheder
3. Tilskud og skattefordele øger typisk lobbyindsats og mindsker udvikling
Når støtteordninger bliver varige, opstår der stærke incitamenter til at investere i at fastholde de favorable vilkår – altså at virksomheder investerer i at bevare støtten i stedet for at skabe værdi.
Forskning fra University of Chicago viser, at virksomheder, der modtager langvarig statslig støtte, ofte flytter ressourcer fra innovation til lobbyisme (Acemoglu & Robinson, Why Nations Fail, 2012).
Lobbyindsatsen vokser – innovationen falder.
4. Innovation kræver konkurrence
Teknologisk fremskridt og produktivitetsløft kommer næsten altid fra konkurrencepres. Når virksomheder kan regne med varig statsstøtte eller lavere skat, mindskes nødvendigheden af at:
effektivisere driften
automatisere
investere i grøn omstilling
tage risiko for ny teknologi
EU-Kommissionen konkluderer, at tilskud uden klare udfasningsplaner har "lav eller negativ nettoeffekt på innovation", fordi de udhuler konkurrencepresset (EU State Aid Scoreboard 2023). I den sammenhæng er det tankevækkende at Kommissionen accepter de helt ualmindelige støtteforanstaltninger til den europæiske rederibranche.
5. Fordelingen af gevinsterne: Udenlandske ejere tager en stor del
Flere analyser har vist, at en betydelig del af gevinsterne ved lavere selskabsskat ikke bliver i Danmark.
De Økonomiske Råd beregnede i 2024, at omkring 18 % af en selskabsskattelettelse ender hos udenlandske aktionærer – uden at styrke dansk produktivitet.
Når støtten ikke øger innovationen i Danmark, men blot forbedrer afkastet til kapital, mister skatteyderne dobbelt.
6. Et særligt dansk problem: Rederiernes permanente subsidier gennem tonnageskat og DIS
I Danmark er støtteordningerne til søfarten blandt de mest omfattende i hele EU. Kombinationen af tonnageskatten og DIS-ordningen giver danske rederier en strukturel subsidiering, som er både varig og massiv. Netop derfor illustrerer søfartssektoren meget tydeligt de problemer, som permanente støtteordninger skaber.
Flere analyser har påpeget, at ordningerne i praksis fungerer som driftsstøtte, der ikke længere er målrettet konkrete udfordringer, men er blevet en integreret del af forretningsmodellen. Det svækker omstillingstrangen.
EU-Kommissionens egne evalueringer af statsstøtte til søtransport viser, at tonnageordninger sjældent har målbar effekt på innovation eller maritime arbejdspladser, og at de ofte fører til “windfall gains” – altså gevinster, som virksomhederne havde fået alligevel.
Danske analyser (bl.a. fra Fair Maritim og uafhængige økonomer) har gentagne gange vist, at beskæftigelseseffekten af DIS er stærkt overvurderet, og at støtten i høj grad tilfalder højkapitaliserede rederier uden klare modkrav.
Konsekvensen er en sektor, hvor konkurrencepresset udhules. Når profitabiliteten understøttes af varige skattemæssige fordele, reduceres incitamentet til at investere i grøn teknologi, digitalisering og produktivitetsforbedringer. Rederier, der i dag har historiske overskud, opererer i vid udstrækning med en skatte- og lønstruktur, som effektivt skærmer dem fra det markedspres, andre brancher må navigere i.
Paradokset er, at dansk søfart på papiret er blandt verdens mest konkurrencedygtige – men stadig opretholder et af de mest vidtgående støttekomplekser i Europa. Resultatet er et erhverv, der i stigende grad bruger ressourcer på at bevare ordningerne, snarere end på at udvikle nye forretningsmodeller, teknologier og arbejdspladser i Danmark.
